Beskrive det gamle partimønster i 1953

Styrkeforholdet mellem de gamle partier var stabilt. Socialdemokratiet var størst og fik mellem 39-42% af vælgernes stemmer. De radiklae mellem 5-8%, De konservative mellem 17-20% og venstre mellem 21-25%. En stor del af befolkningen var kernevælgere, de stemte altså på samme parti hvert valg. Kommunisterne var stærkest efter krigen. 

Socialdemokratiet var det ledende regerinspart og blev støttet af de radikale. Venstre og konservative arbejde også sammen, det kaldte man VK-blokken. 

Den socialdemokratiste regering udbyggede velfærdsstaten og derfor den offentlige sektor. For at finansiere de voksende udgifter, blev skatterne og afgifterne hævet. Der blev også brugt indkomstpolitik af folketinget, der med love holdte lønstigninger nede. 

Forandringerne i de poliske mønstre 1964-73

Socialdemokratiets position blev vanskeligere. De radikale trådte ud af regeringen, og rykkede tættere på Venstre.  I 1960 gled DKP ud af folketinget, da Socialistisk folkeparti, kom ind med 6% af stemmerne. Socialdemokratiet mente SF var et kommunistparti i forklædning. Folketinget blev her delt i rød og blå blok, valget efter vandt de borgerlige partier.